Denne bog tilbyder en ny komparativ tilgang til minimalistisk dansk kortprosa fra 1990'erne.
Den sætter fokus på genrens underbelyste forbindelser til tre andre beslægtede litterære
traditioner: den amerikanske short-story den fantastiske fortælling dyrket af Franz Kafka og
Jorge Luis Borges samt den norske punktroman. Den danske kortprosas dialogiske referencer
analyseres i bogen med fokus på flere aspekter herunder udtryk form omfang funktion og
ikke mindst betydning for den reelle læser. Således giver bogen et nuanceret indblik i genrens
intertekstuelle komposition både med hensyn til æstetik og tolkning. Ved at stille skarpt på
den danske kortprosas fortrængte dialogisme tegner bogen et billede af genren som et vigtigt
aspekt af kortprosaens globale udvikling i 1900-tallet.
